For tiden er Bertel Lund Hansen vedligeholder af netikettesiderne.
Tidligere har det været Thorbjørn Ravn Andersen og før ham Toke Eskildsen der stod for vedligeholdelsen.
Det er Bertel du skal skrive til, hvis der er nogle ting, der er uklare eller mangler at blive beskrevet. Som så mange andre sider under usenet.dk har indholdet været diskuteret internt i gruppen bag usenet.dk samt eksternt i nyhedsgrupperne, i dette tilfælde fortrinsvis i gruppen dk.admin.netikette.
usenet.dk har ikke opfundet nogle regler eller retningslinjer, så spørgsmålet er ikke "Hvem har givet jer bemyndigelse til at bestemme", men snarere "Hvordan ved jeg I fremlægger netiketten på en korrekt måde?"
Tjaeh ... Der er ikke meget andet at gøre end at tro på vore bedste intentioner. Usenet.dk er beregnet på at være startstedet for den danske del af usenet, og som sådan har vi forpligtet os til at reagere på fejlmeldinger fra læserne. Netikettesiderne hører logisk nok sammen med gruppen dk.admin.netikette, og læserne af denne gruppe skal nok vide at påpege eventuelle fejl eller vildledninger på disse sider.
På internettet findes en del dokumenter kaldet RFC'er (Request For Comments). I disse dokumenter defineres diverse standarder og retningslinjer fortrinsvis af teknisk art. Et par af disse RFC'er beskæftiger sig med netikette. Det drejer sig om RFC1855 og til dels RFC1036, der dog handler mere om teknik.
Udover disse dokumenter findes den internationale nyhedsgruppe news.announce.newusers, der er ment som startgruppe for nye brugere. I denne gruppe sendes jævnligt forskellige indlæg der beskriver forhold på usenet. En del af disse dokumenter handler om netikette.
Til sidst har vi den danske gruppe dk.admin.netikette der må siges at være afgørende for spørgsmål om netikette i de danske grupper.